Solsystemet

Solen – stjernen, der er centrum for vores solsystem – befinder sig i en af Mælkevejens arme, og udgør 99,8 % af Solsystemets masse. Planeterne udgør altså kun 0,2 % af massen i vores solsystem. Selv om Solen er en såkaldt ‘gul dværgstjerne,’ hører vores solsystems stjerne til blandt de 5 % af Mælkevejens største stjerner og er 333.000 gange så stor som Jorden.

Som alle andre stjerner er Solen en kugle af glødende gasser. Der er hovedsageligt tale om brint og helium. I det 15 millioner grader varme og voldsomme miljø i Solens kerne forvandles hundrede millioner tons brintkerner til helium hvert sekund. Sådan producerer Solen energi. Det tager i gennemsnit hundrede af tusinde eller endda flere millioner af år, før energien når ud til Solens overflade.

Merkur er den mindste blandt vores solsystems planeter – den er ikke meget større end Månen! De gamle grækere troede, at Merkur var to planeter. Når Merkur var øst for Solen, kaldte de planeten ‘Apollo’, og når den var vest for Solen, kaldte de den ‘Hermes’. Den græske filosof og matematiker Pythagoras opdagede dog, at der kun var tale om én planet. I dag står videnskaben overfor mange udfordringer i forhold til at lære mere om Merkur. Fra Jorden er det vanskeligt at se Merkur, og rumteleskopet Hubble Space Telescope, som er i kredsløb omkring Jorden, kan heller ikke se direkte mod Merkur, fordi Solens varme og lys vil skade det dyrebare teleskop.

Venus’ varme temperatur skyldes, at Venus’ atmosfære stort set kun består af CO2, der er en drivhusgas. Det vil sige, at varmen bliver holdt inden for atmosfæren ligesom i et drivhus. Det tætte skylag omkring Venus består af koncentreret svovlsyre, og det regner også med svovlsyre, men fordi Venus er så varm, når regnen aldrig frem til planetens overflade.

Planeter lyser ikke af sig selv, men de reflekterer lyset fra Solen. Venus er den planet i vores solsystem, som skinner klarest, fordi dens skylag reflekterer Solens lys. Den skinner så klart, at det har ført til en række misforståelser gennem historien.

Jordens afstand fra Solen, dens tyngdekraft, samt Jordens atmosfære er alt sammen med til at skabe betingelserne for flydende vand. Ca. 2/3 af Jordens overflade er dækket af vand, hvilket var essentielt, for at livet på Jorden kunne opstå. Jorden er stadig den eneste planet, hvor vi med sikkerhed ved, at der findes liv. Hvordan og hvornår livet på Jorden opstod, diskuteres stadig ivrigt. Livet på Jorden er ca. 4 milliarder år gammelt, mens Homo sapiens kom frem for omkring 200.000 år siden – menneskets evolution er derfor kun en meget lille del af Jordens historie.

Jordens udseende har ændret sig meget, siden planeten blev dannet for omkring 4,6 milliarder år siden. Lithosfæren, Jordens skorpe, og den øverste del af kappen, er opdelt i en række plader, der gennem Jordens historie er kollideret, har skubbet sig fra hinanden, og har skrabet op og ned ad hinanden. De tektoniske plader bevæger sig kun et par centimeter om året, men det har alligevel været nok til, at Jordens kontinenter flere gange har dannet ét superkontinent. Sidste gang det skete, var for omkring 200 millioner år siden, da vores klode var domineret af superkontinentet Pangæa.

Satellitter er ikke kun menneskeskabte konstruktioner, som kan hjælpe os med at observere og indsamle data, at se TV og høre radio, eller kommunikere. En satellit defineres som noget, der er i kredsløb om et himmellegeme. Månen er i kredsløb om Jorden, og vi kalder den en naturlig satellit. Vores måne er en blandt Solsystemets over 170 kendte måner. Fra Jorden ser vi altid Månen fra den samme side. Den har det, man kalder en bundet rotation. I forbindelse med de seks Apollo-landinger fra 1969-1972 har astronauter indsamlet store mængder data om Månen.

Der er fundet små mængder af vand, der flyder på Mars’ overflade, som er en essentiel betingelse for liv. Der er dog næsten ingen atmosfære på Mars, hvilket menes at være grunden til, at det vand, som formentlig engang var at finde i floder og søer på Mars’ overflade, for længst er fordampet.

Af og til kan der opstå støvstorme i planetens ørkenlignende landskab, som er i stand til at dække hele planeten. Mars har iskapper ved begge poler. På den nordlige halvkugle er der flade lavasletter, og der er store, inaktive vulkaner ved ækvator, mens den sydlige halvkugle er domineret af mange kratere fra meteornedslag. Inden for de seneste 60 år er mere end 40 missioner blevet sendt ud for at undersøge Mars. Mars er blevet studeret ved hjælp af rumfartøjer, som er fløjet forbi, været i kredsløb omkring eller er landet på planetens overflade. En af dem er Curiosity, som landede på Mars i 2012. Curiosity er en rover, som er en robot med hjul på. Den kører stadig rundt på Mars’ overflade og er udstyret med kameraer og måleinstrumenter, som giver os mere viden om planeten. Man har planer om at sende endnu en Rover-mission til Mars i 2020, og der arbejdes nu på muligheder i forhold til at sende et hold astronauter til Mars.

Jupiter er næsten fem gange så langt væk fra Solen som Jorden, og længden af Jupiters år svarer til 12 Jord-år. En gaskæmpe som Jupiter består mest af gas, men det er muligt, at der i centrum af Jupiters indre er en fast kerne, som er omtrent den samme størrelse som Jorden.

Det eneste der er synligt fra Jorden, er de øverste lag af Jupiters atmosfære. Jupiters tykke atmosfære er domineret af kraftige vinde, turbulente skyer og elektriske storme, som ville kunne ødelægge Jorden. Jupiters Store Røde Plet er for eksempel en storm, der er tre gange så stor som Jorden. På grund af Jupiters kraftige magnetfelt er der også store, flotte polarlys. Overgangen mellem planet og atmosfære er bogstaveligt talt flydende – nedenfor atmosfæren møder vi nemlig brint i flydende form. Denne kæmpeplanet rummer altså Solsystemets største hav, men der er ingen bølger og ingen overflade. Vi kender til 79 måner i kredsløb omkring den store planet. Jupiters måner minder mere om Jorden, end Jupiter selv.

Indholdet i ringe omkring planeter kan være så små som støvkorn, men man kan også finde objekter, der er flere meter på tværs. Saturns ringe, som er de klareste af alle ringene i Solsystemet, er særligt berømte. Da Galileo Galilei observerede ringene, undrede han sig meget over det, der lignede to udstikkende ‘ører’ eller ‘håndtag’ på hver side af Saturn. Den hollandske matematiker og astronom Christiaan Huygens opdagede dog, at ‘ørerne’ var ringe omkring planeten. Nu ved vi, at Saturns ringe består af titusinder af fragmenter af is og sten.

Saturn består hovedsageligt af brint og helium. Den smukke planet er næsten lige så stor som Jupiter, men Saturns tæthed er så lav, at den, hvis den blev placeret på et gigantisk hav, ville flyde ovenpå vandoverfladen. Ligesom på Jupiter er der konstant stormvejr i Saturns atmosfære. Saturns hurtige rotation omkring sig selv medfører en meget høj vindhastighed, og storme kan vare i månedsvis.

Uranus kan kun lige netop skimtes med det blotte øje, og først i 1781 opdagede den tysk-britiske astronom og komponist, Sir Frederick William Herschel, ved hjælp af sit teleskop, at Uranus ikke var en stjerne. I stedet påstod Herschel, at der var tale om en komet, men det rejste diskussioner i astronomiske cirkler, og flere begyndte at observere Uranus. To år efter godtog Herschel, at der var tale om en planet. Efter at en række forskellige forslag til navne havde været i spil, endte Uranus med at blive opkaldt efter den græske himmelgud.

Neptun, den planet i vores solsystem, som ligger længst fra Solen, blev ikke direkte opdaget. I 1800-tallet gik det op for astronomer, at Uranus’ blev tiltrukket af et objekt, som man ikke vidste, hvad var. Neptun blev derfor først matematisk forudsagt ud fra den franske astronom Urbain Le Verriers og den britiske astronom og matematiker John Couch Adams’ udregninger i 1845. Eksistensen af vores solsystems ottende planet blev bekræftet i 1846 af den tyske astronom Johann Gottfried Galle, tæt på den position som Adams og Le Verrier havde regnet sig frem til.

Vi kan ikke se Neptun med det blotte øje, så vi har brug for hjælp fra teleskoper for at kunne observere planeten med den kraftige blå farve. Den blå farve kommer af, at metan i Neptuns atmosfære absorberer sollysets røde bølgelængder. Men grunden til, at Neptun har så klar en blå farve er, at lyset trænger dybere ind i atmosfæren, end det er tilfældet på Uranus, der har et blegt grønt udseende.

Dværgplaneter er en betegnelse, man giver til kloder, som ikke opfylder alle 3 kriterier til at være en planet. Et af kravene er, at en planet skal have ryddet dens bane for andet. Pluto ligger i et område, der hedder Kuipterbæltet, hvor der ligger en masse materiale og roder rundt.

Asteroider er rester fra dengang vores solsystem tog form, som kan være alt fra kun et par millimeter store, til at have en diameter på flere hundrede kilometer. Omkring 200 millioner af Asteroidebæltets asteroider er større end 1 km. Der er ikke så mange af de helt store asteroider i Asteroidebæltet, men mange asteroider menes at være dele af større asteroider, som blev slået i stykker som følge af kollisioner.