AFTER DARK – CURIOSITY PÅ MARS

Marsrobotten Curiosity har siden 2012 gjort os klogere på vores røde naboplanet. Jens Frydenvang fra Københavns Universitet vil fortælle om, hvordan han arbejder med Curiosity og hvilke resultater, som man er kommet frem til.

kl. 19.15-21.15
Pris: 99 kr.
Studerende: 75 kr.
Medlemmer: gratis

Den 900 kg tunge og 2.2 m høje Curiosity-rover er den største og mest avancerede robot, der er landet på en anden planet. I sommeren 2012 landede Curiosity på spektakulær vis i Gale krateret på Mars, firet ned fra en raketdreven ‘skycrane’, og siden da har den langsomt bevæget sig op af det 5 km høje ‘Mount Sharp’ i midten af Gale krateret.

 

Jens Frydenvang er postdoc på Statens Naturhistoriske Museum, og er som den eneste i Danmark en del af det store internationale hold af forskere og ingeniører, der styrer roveren. I dette foredrag vil han fortælle om hvilke udfordringer, der dagligt skal tages højde for i arbejdet med Curiosity-roveren, hvordan styringen rent praktisk foregår og hvordan forskere på tværs af 13 tidszoner bidrager til dette arbejde. Derudover vil Jens Frydenvang fremhæve nogle af de vigtigste opdagelser, som Curiosity hidtil har bidraget til, og ikke mindst, hvor roveren er på vej hen nu i jagten på nye opdagelser.