AFTER DARK – STJERNERS FØDSEL I MÆLKEVEJEN

Stjerner bliver dannet af støv- og gasskyer, som falder sammen og trækker sig sammen til en stjerne. Stjernedannelse er temaet for efterårets første After Dark, hvor vi får besøg af Troels Haugbølle.
kl. 19.15-21.15

Pris: 99 kr.
Studerende: 75 kr.
Medlemmer: gratis

Lektor ved Niels Bohr Institutet, Troels Haugbølle vil fortælle os om, hvordan stjerner bliver dannet i vores egen galakse Mælkevejen.

 

Stjerner dannes ud af støv og gas, der er samlet i store molekyleskyer, hvor tyngdekraften i de tungeste af klumperne overvinder trykket, og får gas og støv til at samle sig, falde sammen, og bliver til en stjerne. Rundt om stjernen er der en såkaldt tilvækstskive, hvor materialet fra skyen falder ned og sendes i rotation om den nydannede stjerne. Det meste af materialet bliver transporteret igennem skiven og ind til stjernen eller sendt ud i kraftige vinde, mens en lillebitte procentdel med tiden bliver til planeter - i en kompliceret proces, vi ikke helt forstår.

 

I de sidste ti år har vi lært meget nyt ved hjælp af teleskoper, der med lang-bølgede observationer kan se helt ind til midten af skyen, og realistiske computer-modeller, der kan belyse hvad der er de vigtigste fysiske processer. Dét er fokus for Center for Stjerne- og Planetdannelse, hvor Troels Haugbølle arbejder, og han vil fortælle om, hvordan vi mener, at stjerne-systemer bliver til.