KOSMISK ØLSMAGNING

Har du lyst til at blære dig med astronomisk viden næste gang, du drikker øl med dine venner? Til Kosmisk Ølsmagning finder vi svar på spørgsmål som fx hvordan kulstoffet i CO2 kommer fra stjerner, men er endt din øl.

Kl. 19.30-21.30
Pris: 250 kr.
Medlemmer og studerende 225 kr.

Kom med til en astronomisk ølsmagning, hvor vi kobler kosmiske tanker med boblende smage. Vi ser nærmere på fem grundstoffer, der ikke bare er vigtige for liv her på Jorden, men også for den øl, du drikker. For at finde grundstofferne må vi dog på en rejse ud i universet. Alt sammen akkompagneret af smagseksplosioner fra Rocket Brewing Companies sortiment.

Alle grundstoffer – også dem i din krop, eller i din øl – kommer fra universet. Vi tager tilbage til Big Bang og leder efter det hydrogen, der senere er blevet en del af vandet i både dine celler og i din øl. Vi lægger vejen forbi små stjerner og store stjerneeksplosioner for at finde alle ingredienserne.

Vi smager på fem forskellige øl fra Rocket Brewing Company, der også vil fortælle os, hvad det er vi smager på, og hvordan de er blevet inspireret til øl som Zero Gravity og First Contact. Rocket Brewing Company er et lille bryggeri beliggende i et gammelt slagteri i Haslev på sydsjælland. De brygger øl med lokale råvarer med inspiration fra naturen. De får korn fra den lokale bonde, plukker frugter og bær i lokalområdet i sæsonen og blender det med surt gammelt øl for at skabe komplekse og unikke smagsoplevelser. 

Alle i Rocket Brewing Company er fans af 80’er sci-fi. Film, bøger, tegneserier og alt hvad der har med det ydre rum at gøre.