Flydende vand fundet under Mars’ sydpol

Skrevet af Katrine Skovgaard Rasmussen

Jagten på flydende vand på Mars har varet i årevis, og selvom man tidligere har fundet tegn på flydende vand på den røde planet, så giver radarbilleder nu de tydeligste fingerpeg hidtil.

Vi har længe brugt mange ressourcer på at lede efter flydende vand på Mars. Det gør vi af en helt bestemt årsag; Vi vil gerne finde liv. Det liv, som vi kender her fra Jorden skal bruge tre ting: Energi (fra Solen), Karbon (Byggeklodser til DNA) og flydende vand. Liv er helt basalt set kemiske reaktioner, der kun kan ske, når molekyler er opløst i vand. Og det er derfor, forskerne er så forhippede på at finde vand andre steder i universet.

For et par år siden fandt forskerne mørke linjer på en klippeskrænt på Mars, der kunne tyde på, at der nogle gange løber flydende vand i det område, men de nye radarbilleder af Mars’ sydpol er de hidtil stærkeste tegn på, at der rent faktisk er flydende vand på Mars.

Flydende vand som vi kender det, kan ikke eksistere på Mars’ overflade. Mars har en meget tynd atmosfære, der kun er ca. 1 % så tæt som Jordens atmosfære. Den tynde atmosfære betyder, at der er et meget lavt tryk på overfladen, og ved sådan et lavt tryk kan vand ikke være flydende. Derfor har forskerne ledt efter flydende vand i hulninger eller områder, der ligger under overfladen.

Under isen er der flydende vand

Det er ESAs MarsExpress, der har været i spil. Det er en rumsonde, der kredser om Mars, og med ombord har den blandt andet et radar-instrument, MARSIS (Mars Advanced Radar for Subsurface and Ionosphere Sounding Instrument).

Radar-dataene tyder på, at der under iskappen på Mars’ sydpol befinder sig en enorm underjordisk sø. Man har længe spekuleret på, om der kunne gemme sig flydende vand under iskapperne på polerne. Fra studier her på Jorden ved vi, at vands smeltepunkt bliver sænket, når det er under pres fra en overliggende gletsjer. Holdt sammen med, at der findes stærke salte på Mars, der kan sænke smeltepunktet yderligere, er det muligt, at der er flydende vand under iskapperne.

Forskerne har brugt radar-instrumentet til at sende pulser af radarstråling mod overfladen af Mars og derefter målt, hvor lang tid det tager for dem at blive reflekteret og sendt tilbage til rumsonden. På den måde har de kunne finde ud af mere om det materiale, signalet rejser igennem. Det kan bruges til at kortlægge topografien af undergrunden.

Radar-undersøgelserne viser, at Mars’ sydlige polar-region er opbygget af mange lag af is og støv: helt ned til 1,5 kilometers dybde. Et særligt lyst område i radar-dataene er blevet kortlagt i en 20 kilometer bred zone.

Den underjordiske sø er fundet tæt på sydpolen på Mars. Rettigheder: Context map: NASA/Viking; THEMIS background: NASA/JPL-Caltech/Arizona State University; MARSIS data: ESA/NASA/JPL/ASI/Univ. Rome; R. Orosei et al 2018

Området har samme egenskaber, som vand-rige sedimenter, og forskerne har tolket det til at være flydende og fyldt med salte, mættede sedimenter. Området må være meget mere end 10 centimeter tykt, for ellers ville instrumentet ikke kunne opfatte det.

Minder om Antarktis

Fundet af den underjordiske sø, minder på mange måder om Vostok-søen, som man opdagede 4 kilometer under isen på Antarktis her på Jorden. Nogle former for mikrobiologisk liv trives under isen, men spørgsmålet er nu, om lignende miljøer på Mars også kan være hjemstedet for liv – enten nu eller måske engang i fortiden. Det er ikke et spørgsmål, vi har svaret på nu, men det er et, vi håber at kunne besvare i fremtiden med nye missioner. 

Der findes måske mere vand

Forskerne har indtil videre kun undersøgt et lille område, og i fremtiden vil man lave lignende undersøgelser for at se, om man kan finde underjordiske vand-lommer andre steder. Man vil desuden indsamle mere data og forsat undersøge dem nærmere, så man kan være helt sikker på, at de rent faktisk viser, at der befinder sig en underjordisk sø på sydpolen af Mars.

Læs mere her.