Gode chancer for stjerneskud

Skrevet af Katrine Skovgaard Rasmussen

Her i slutningen af juli er der gode chancer for at se stjerneskud, når Jorden passerer gennem meteorsværmen Delta-Aquariderne.

Delta-Aquariderne er resterne fra to kometer, Marsden og Kracht. På himlen vil meteorerne udspringe fra stjernebilledet Vandmanden, som kort efter midnat dukker op i sydøstlig retning. Stjernebilledet står lavt på himlen hele natten.

Delta-Aquariderne varer i lang tid, nemlig fra omkring d. 12. juli til slutningen af august. Maksimum i år er d. 30. juli. Desværre er det en af de små meteorsværme, og der vil ikke være så mange stjerneskud i timen. Det kan derfor anbefales at finde et observationssted væk fra byens lys. Ved maksimum kan man se op mod 25 stjerneskud i timen.

Vandmanden vil stå lavt på himlen hele natten, derfor kan det betale sig, at befinde sig et sted, hvor der er frit udsyn mod syd. I kampen for at se stjerneskud, kan høje bygninger være den værste fjende.

Overflod af meteorsværme

Her i juli er Capricorniderne også aktive. Det er en endnu mindre sværm. Til gengæld er den relative mængde af ildkugler ret stor, og der kan være gode chancer for at se rigtig kraftige stjerneskud. Capricorniderne er aktive fra 3. juli til 15. august og maksimum er også omkring den 30. juli.

Delta-Aquariderne overlapper også med meteorsværmen Perseiderne. Perseidernes aktive periode begynder d. 17. juli, og således er der overlap mellem de to meteorsværme. Men hvor Delta-aquariderne vil se ud til at udspringe fra stjernebilledet Vandmanden, vil Capriconiderne udspringe fra stjernebilledet Stenbukken og Perseiderne fra stjernebilledet Perseus. Perseiderne er en stor meteorsværm, og chancen for at se stjerneskud i den forbindelse er større.

Du kan se fakta om de årlige meteorsværme her.

Kom til foredrag

Den 9. august kan du komme til foredrag om meteorsværme. Vi ser især nærmere på perseiderne.

Hvad er en meteorsværm?

En meteorsværm er en gruppe af små meteorider, der rammer Jordens atmosfære. Ved sammenstødet med atmosfæren, bliver luften varmet op og begynder at lyse. Meteoriderne er rester fra kometer eller asteroider.

Meteorsværme opkaldes ofte efter det stjernebillede, som de ser ud til at udspringe fra. Delta-Aquariderne udspringer således fra Vandmanden - Aquarius.  

Du kan se, hvordan Jorden krydser Delta-aquaridernes bane i den her interaktive grafik

 

Du kan selv klikke forskellige meteorsværme til og fra på denne hjemmeside.

Observationstips

  • Kom ud af byen og find et mørkt sted, hvor lysforureningen er minimal.
  • Hav varmt tøj og måske et tæppe med. Det kræver tålmodighed at se efter stjerneskud, især ved nogle af de mindre sværme, hvor der kan være langt mellem meteorerne.
  • Tjek vejrudsigten. Hvis der er overskyet er chancen for at se stjerneskud lig nul. Tjek også hvornår Månen står op og går ned. Man kan se flere stjerneskud, når Månen ikke er på himlen.
  • Kig op! Hvis du ligger dig ned på ryggen, har du en større del af himlen i dit synsfelt, og dermed større chance for at se et stjerneskud.
  • Meteorerne kan som regel ses på hele himlen, selvom de i gennemsnit ser ud til at radiere fra et bestemt punkt.